dotastronomy!

Jeg har været til en helt fantastisk konference her i sidste uge: dotastronomy. Konferencen var for alle der er til astronomi og web, i en eller anden kombination. Der var hardcore kode-nørder. Der var folk med en klassisk akademisk karriere. Der var undervisere. Der var podcastere. Der var folk fra Google og Microsoft og ESA. Der var folk fra USA og Australien og Storbritanien og Tyskland og Holland og Indien og en enkelt fra Danmark (= mig). Nogle vidste ikke så meget om astronomi, nogle vidste ikke så meget om web-teknologi, nogle vidste ikke så meget om undervisning og outreach. Men vi havde talentet og passionen tilfælles. Og vi fik snakket med hinanden, talk om det vi var gode til, lyttet til de andre der var gode til noget andet. Der blev skrevet software, lanceret nye projekter, lavet podcasts (video og audio), twittet, skrevet blogposts. Ideer blev udvekslet, kontakter blev skabt. Det var fantastisk at være med til. Stemningen skulle man helt klart have været der for, men foredragene (dvs. formiddagsprogrammet) blev streamet live og optaget på ustream, så det er stadig muligt at høre og se dem.

Det gav mig håb om at jeg kan vende tilbage til det videnskabelige, men på min egen måde. Jeg kan udvikle software der hjælper forskningen, uden at skulle skrive artikler. Jeg kan tjene penge, uden at skulle bruge oceaner af tid på at søge diverse fonde. Jeg kan undervise og holde foredrag når jeg har lyst, ikke fordi jeg skal. Jeg kan bo hvor jeg vil, også i Danmark, og stadig bidrage. Der er videnskabelige projekter der er åbne overfor at bruge freelance konsulenter til deres software udvikling. Ganske vist er der en del modstand mod konceptet hos universiteterne, men bare det at der er projekter der gerne vil og faktisk også har midlerne (fra eksterne fonde) er fantastisk. Jeg håber det bliver til noget, det ville være en drøm der går i opfyldelse. Og bare det at være i en forsamling hvor det er resultatet, videnskaben, der tæller og ikke “den slags plejer vi ikke at gøre”… det giver mig håb. Det er et sissyfos arbejde at overbevise en stor virksomhed om at skifte kurs og prøve noget nyt, og når virksomheden er et universistet og traditionen blev opfundet i 1600-tallet, så er der tale om en næsten uoverkommelig opgave. Men måske kan vi klare den sammen. Sådan føltes det ihvertfald på dotastronomy.

Popularity: 2% [?]

blog comments powered by Disqus

See also:

159581 pages viewed, 60 today
66806 visits, 47 today
FireStats icon Powered by FireStats