Genderforking, genderqueers, genderbenders

Et af mine yndlingssites på nettet er Genderfork en side om androgyne og genderqueer mennesker. Queer i denne forbindelse betyder ikke ikke homoseksuel men en der af en eller anden grund er kønsoverskridende. Det kan man være på utroligt mange måder. Der er mennesker der ikke føler de har et køn, tilhøjer et 3. køn, har et flydende køn, har et biologisk køn de ikke identificerer sig med og derfor ønsker at ændre fysisk osv.

Jeg er selv genderbender på følgende måde: jeg er en heteroseksuel kvinde der ikke går i kvindetøj. Dvs. at identificerer mig med kvindekønnet, men ikke med det kønsudtryk kvinder normalt har. Jeg bruger ikke make-up, har ikke langt hår, shopper aldrig i dame-afdelingen. Men jeg ville heller ikke bryde mig om at gå i jakkesæt eller andet tøj der kun bruges af mænd. Jeg har det bedst med at se ud på en måde så man ikke kan se mit køn. Det betyder ikke at jeg skammer mig over at være kvinde, gerne vil være en mand eller er seksuelt tiltrukket af kvinder. Det er som det er og kun som det er.

I USA tiltaler man folk man ikke kender med “ma’am” eller “sir”. Jeg får lidt flere “ma’am” end “sir”, “sir” når folk ser mig bagfra, “ma’am” når de ser mig forfra. De fleste undskylder når de indser at de har taget fejl. Det er der ingen grund til. Jeg ved hvordan jeg ser ud, og det er ikke noget at undskylde for at man har taget fejl. Men de fleste bliver meget usikre når de står foran et menneske hvis køn de kan komme i tvivl om. Jeg har det heller ikke dårligt når folk identificerer mig som kvinde. Det er jo rigtigt nok, jeg er en kvinde. Jeg kan godt finde på at rette på det hvis folk tager fejl, mest for deres skyld. Jeg vil jo helst ikke have at folk synes det er ubehageligt at snakke med mig. Jeg ville på den anden side føle mig meget ilde tilpas hvis jeg havde et 100% identificerbart køn, så jeg skifter ikke kønsudtryk bare pga. at jeg risikerer at gøre fremmede mennesker utilpas. Hvis jeg have decideret kvinde eller mandetøj på ville jeg føle at jeg gik rundt i fuldt drag. Drag kan være sjovt og flot at se på, men det er altså ikke noget jeg gør mig i.

Det er okay at spørge. Jeg bliver ikke fornærmet hvis jeg bliver spurgt om mit køn. Du er ikke uhøflig hvis du kommer i tvivl. Da jeg var henne og stemme ved EU valget var en af de valgtilforordnede meget forundret over at der stod “fr.” på mit valgkort og spurgte om det nu kunne passe. Det var en ældre herre og han havde tydeligvis ikke ret meget erfaring med genderbenders og var ret forundret, men jeg synes det var okay at han spurgte. Jeg ved godt hvordan jeg ser ud. Jeg er bevidst om mit kønsudtryk. Det er ikke noget jeg har valgt, sådan har det altid været, lige siden jeg var barn. Men det er noget jeg har valgt at være glad for i stedet for at føle mig utilpas.

Det der er det fede ved genderfork er at der kan man møde folk der synes man ser godt ud. Det gør man nemligt meget sjældent ude i samfundet. Der er meget langt mellem komplimenterne. Jeg kan godt lide at vide at der findes mennesker derude der ligefrem synes at androgyni er smukt. Det synes jeg nemlig også! Jeg ville ikke se ud som jeg gjorde med mindre jeg synes det så flot ud. Som Duke Nukem kan jeg jeg godt lide at se mig i spejlet og sige “Damn, I’m looking good!”. For det er det udseende handler om: at kunne se sig i spejlet og kunne lide hvad man ser. Men det er altså også meget rart når andre også kan se det. Så tag et kig på genderfork og se om du ikke også kan se noget smukt i androgynien.

Popularity: 23% [?]

  • Ulla Lauridsen
    Det er skægt, det her. Jeg er med William og codegirl - jeg ville måske nok af forelskelse have forsøgt at forandre mig, hvis min mand havde antydet, at lidt make-up ikke ville skade, men det kunne han ikke drømme om, og det er en del af grunden til, at jeg elsker ham. Jeg har udelukkende "feminint" langt hår, fordi det er nemt. En børste og en elastik i nakken, så er jeg klar. Frisurer, der skal klippes for en formue og -gys- sættes? Nixen.
    Men ang. nr. 13, William: Vil du vædde? Om ti år er du i et parforhold med børn.
  • AagePK
    Androgyni hører ellers til de rosværdige skønheder i klassisk forstand. I det klassiske Grækenland var det netop det androgyne, skønheden renset for sexistiske undertoner, der blev dyrket. Mange har undret sig over f.eks. heltenes små penis'er; penis'er blev jo dyrket, men i en helt anden sammenhæng. Diskos-kasteren, Venus og andre er jo, på trods af deres nøgenhed, ikke sexede.De er mænd og kvinder, bevares, men de gør sig ikke til, de er "bare" smukke.
  • Hov.

    "Hvis en pige elsker mig, så vil hun straks – og med stor, indfølt oprigtighed sige ‘nej, nej… du skal da ikke tænke over dit tøj for min skyld’"

    Og så er mit postulat selvfølgelig, at din forfængelighed vil komme ind, og du vil, som alle andre, forsøge at tilnærme dig noget, der er konventionelt smukt. For grænsen mellem at være individualist og bare "på tværs" er nemlig også fin.
  • "Men der er en linie mellem hvornår man beder om en tjeneste og hvornår det bliver et overgreb."

    Fuldstændig enig jf. Williams argument.

    "Hvis en pige elsker mig, så vil hun straks – og med stor, indfølt oprigtighed sige ‘nej, nej… du skal da ikke tænke over dit tøj for min skyld’"

    Hvis du støder på hende, så giv mig lige et vink, hende vil jeg gerne møde ;-)

    I sidste instans kommer vi til at diskutere, hvad skønhed er. Meget interessant, men nok ikke relevant for denne tråd.

    Og så kan jeg forresten ikke se det smukke i androgyni. Snarere noget fascinerende, spændende og anderledes. Måske er det smukt. Bare ikke på rosemåden.
  • codegirl.dk
    1. Jeg dater ikke
    2. Jeg ved ikke hvad en gardenia er
  • AagePK
    Lotte, hvis codegirl nu skulle finde på at date mig og bede mig stille under uret med en hvid gardenia, ville jeg også få problemer.
    Hvor fa'en får man en gardenia fra nutildags? ;-)
    Jeg skulle også spørge min kone først.
  • codegirl.dk
    @Lotte Men der er en linie mellem hvornår man beder om en tjeneste og hvornår det bliver et overgreb. At overtale nogen til noget de ikke vil er et overgreb, efter min mening. Det er følelsesmæssigt blackmail. Og den slags går jeg helt i baglås overfor.
  • ...og det er iøvrigt fuldstændigt hypotetiske scenarier. Jeg er alt for indivudalistisk til parforhold.
  • Hvis jeg elsker en pige så vil jeg tænke over mit tøj for hende.

    Hvis en pige elsker mig, så vil hun straks - og med stor, indfølt oprigtighed sige 'nej, nej... du skal da ikke tænke over dit tøj for min skyld'

    ...og hvis hun elsker mig, men ikke kender mig, så siger hun 'jeg synes at dit mullah-skægt er rigtig flot, og din Tøserunden-trøje klæder dig'. Det vil sikkert være velment, men det vil alligevel være en misforståelse.

    ...uanset hvad, så er vi jo lige vidt.
  • He he...jeg tænkte nok, at du (en af jer) ville tage min provokation op :-D
    Selvfølgelig findes der nogen der kan det, for sådan er mennesker OGSÅ skruet sammen og kærlighed overskrider ENHVER anden feature i denne verden, så hvis en eller anden virkelig lagde vægt ind og sagde: Vil du gøre det for MIG! Så gør man sgu da den slags. Måske ikke SÅ radikalt som jeg joker med William og jakkesættet, men på principielt niveau.

    Min kæreste kan sgu for mig til lidt af hvert.
    Selvfølgelig kan han det. Det samme med mine unger. Sådan er mennesker jo også...

    Kærlighed rimer til enhver tid på forandring..

    Come on, det MÅ I da være villige til at indrømme?

    Og forresten behøves den jo ikke komme pakket ind i: Jeg kan ikke lide dit tøj, den KAN også komme pakket ind i: Den her vil klæde dig. Jeg er stensikker på, at også William vil se godt ud i en løsthængende hørhabit indien-style...

    Vær nu lidt fleksibel ;-)

    Og nej, det er ikke en kritik af det eksisterende. Jeg forstår godt, hvad det er du argumenterer imod :-)
  • codegirl.dk
    @Lotte: der findes ikke nogen der kan få hverken mig eller William til at skifte stil. Og jeg kender ham godt nok til at vide at han aldrig ville finde sig i en kvinde der blandede sig i hans udseende. Selv ville jeg blive alvorligt uvenner med enhver der foreslog at jeg skulle tage noget andet tøj på fordi de ikke bryder sig om det jeg selv har valgt.
  • Jamen i lyder som de rene naturbørn ;-)

    Selv er jeg præcis modsat, men kun i den forstand, at jeg ALDRIG kunne drømme om at gå udenfor en dør uden tøj, der matcher sammen og er tænkt over, i øvrigt. Måske ikke seneste mode. Men tænkt over.
    Måske kan man udlede noget af det konkrete opdragelsesmæssigt, jeg kan jo se at begge mine piger kopierer min stil, men deres køn som sådan, deres kvindelighed tillægger jeg helt andre ting.

    Du, Codegirl. Jeg er så langt ude i den med biokemi og genetik, at jeg tror det er det samme.

    I know....

    Den er helt gal med mig og mine evner der. Men jeg er god til filosofi og indviklede, indviklede spørgsmål der kræver stor tålmodighed og enorme mængder sans for sociale sammenhænge og psykologiske mekanismer. Og så har jeg, underligt nok forresten, sans for formel logik.

    Og William. Din stil. Eller mangel på samme ;-)
    Det er bare et spørgsmål om den rigtige (eller forkerte bevares) kvinde, så er du i jakkesæt :-D
  • codegirl.dk
    @Lotte grunden til at jeg ikke vil bruge udtrykket "genetisk" er at der også er andre biologiske faktorer end genetik, og disse kan også have indflydelse. Faktisk har jeg selv svært ved at se hvordan en påvirkning kan være ikke-biologisk. Det hele er biokemi, men der har jeg nok svært ved at få dig med :)

    Jeg tror kultur har en enorm inflydelse på netop et emne som kønsroller og kønsidentitet. Måske er det noget biologisk der bestemmer hvordan vi er, men det er ikke noget biologisk der dikterer hvordan vi "skal" være. Læs f.eks. her mht. evner indenfor matematik.
  • M.h.t. genetik, genderfork og det der ligner: Det er vist en meget dårligt bevaret hemmelighed at jeg er Codegirls lillebror. ...og det er da interessant i lige netop denne specifikke debat at også jeg har et visuelt udtryk der falder udenfor normerne.

    Jeg har mullah-skæg fordi det er nemmere end at barbere sig. Når jeg endelig barberer mig, så ryger det hele af på én gang.

    Jeg lader håret vokse indtil det er langt nok til at jeg har brug for en kam. Så ryger det hele af i et hug.

    Jeg går udelukkende i løst tøj (komfort), og i sandaler så længe at det kan lade sig gøre.

    Jeg køber ikke tøj (måske en novelty-shirt som souvenir, hvis jeg har været til Football-kamp eller wrestling), men vælger at strække det tøj jeg får til jul og fødselsdag, og jeg har ingen erindring om at have udtalt mig om disse tøjgavers visuelle fremtoning.

    De fleste af mine t-shirts er arvede, inkl. den hvor der står Tøserunden på. Det rører mig ikke at jeg går med dem.

    Det er ikke et forsøg på at melde mig ud af en eller anden tøjnorm, eller være konfronterende. Jeg er ikke anti-mainstream, jeg er ikke-mainstream.

    Anyway, tilbage til genetikken: Det er da interessant at både mig og min søster falder meget langt udenfor mainstream, når det kommer til vores visuelle udtryk.

    Det er noget der sidder dybt i os. Og for både mig og min søster, så er det ikke noget vi har filosoferet eller reflekteret os frem til. Det er bare noget vi er i al vores ureflekterede 'tagen til efterretning hvordan tingene nu engang er'-agtighed.
  • Hmmm. Jeg tænker altså stadig. Eller forsøger :-)

    Når jeg ser på mine børn, så tænker jeg meget ofte: Ok den der konkrete feature, den har ikke ret meget med opdragelse at gøre. Det MÅ simpelthen være genetisk. Da de var små troede jeg, at det meste hang på os, men nu da de er næsten voksne er der ting jeg kan observere (musikalitet og ting i deres musikalitet - rytmesans f.eks.) der har samme mangler og jeg mener PRÆCIS samme mangler som min musikalitet lider under.

    Måden de takler situationer på og de menneskelige psykologiske fænomener der er knyttet til visse ting på har også nogle overlap, som ikke bare kommer fra påvirkning.

    Min samlede observation går på noget i retning af, at mennesker er MEGET begrænsede i deres selvbestemmelse. Og her ville jeg ønske jeg kunne skrive mere konkret med eksempler men måske hvis vi mødes en dag, kan vi snakke om den slags, der ikke lige egner sig til nettet :-)
  • AagePK
    codegirl, din fars x-kromosom har han fra din farmor.
    Det er ret ny og meget spændende forskning omkring de to x'er, der back-upper.
    Dem, der lægger make-up, lægger i mine øjne en maske, de vil netop ikke se ud som sig selv, men skabe en anden identitet, er min opfattelse. Og den der fejlfindings-ting: jeg var til kursus om bulimi og anoreksi, det er jo også en del af billedet.
  • codegirl.dk
    @Aage: men vi har ikke to ens. Vi har et fra vores far og et fra vores mor. Det ene kan måske overtage hvis der er noget galt med det andet, med mindre det der er galt er dominant og så er vi lige vidt.

    Ja, det er lidt en fordel at kunne være klar til at gå ud af døren 10-15 minutter efter man er stået op. Jeg har aldrig forstået at nogen gider at lægge make-up. Eller at de slet ikke er sig selv uden. Men dem om det, de vil jo også bare gerne se ud som sig selv, og det kan jeg godt respektere.
  • AagePK
    codegirl, du må nu lige have med, at I altså har 2 x-kromosomer, og det betyder rigtigt meget. Vi mænd har kun ét, og er det fejlbehæftet, er der ingen hjælp at hente, modsat jer, hvor der er back-up. Det er IKKE en joke, det undervises der i på uni. Det er bl.a. forklaringen på drengebørns større dødelighed i spæd alder.
    Så er der den kulturelle påvirkning; men selv i de kulturer, hvor man kapper hovedet af det, som opfattes som fejl-leveringer, findes alle disse udgaver. Så der er nok mere genetik end kultur. Jeg var selv så påvirket af min mors laktationshormoner, at jeg som nyfødt gav mælk og blev underbundet, men det gik da over. Men jeg er muligvis mere udsat for at få brystkræft, end de fleste andre mænd. Den slags findes også.
    Med hensyn til udseende: vi mænd lærer jo undervejs, at vi må leve med at se godt ud uden at få komplimenter for det. Til gengæld bruger vi ikke så meget tid foran spejlet med at lede efter fejl og blive deprimerede af det. Så er der balance, ikke? ;-)
  • codegirl.dk
    @Lotte rigtigt godt spørgsmål. Jeg tror egentlig køn og kønsidentitet er noget vi lærer, men denne undersøgelse viser at der måske er noget der er indbygget i os fra vi er helt små. Jeg er iøvrigt sikkert ligesom dig mht. til PMS, smag i mænd, omsorgsgivning og mor-agtighed. Det er bare make-up'en der ikke er mig.

    Desuden er genetik slet ikke så givet. Gener arbejder sammen og det er kombinationen af mange gener der kan give en bestemt egenskab. Miljø spiller også ind der. Der er nogen der mener det har noget at gøre med de hormoner man bliver udsat for mens man stadig er i livmoderen. Der findes med andre ord også eksterne biologiske påvirkninger.

    Jeg tror at personlighed og alt hvad det indbærer har en del at gøre med omgivelserne. Det kan man jo bl.a. se på tvillinge-studier hvor mennesker der er genetisk helt ens omfører sig forskelligt.

    Dermed siger jeg ikke at det er mere valgfrihed når årsagen ikke er biologisk. Vi vælger jo ikke vores omgivelser og oplevelser ligesom vi ikke vælger vores gener. Så det er nok ikke så enkelt at man kan isolere den faktor der gør dig til dig og mig til mig.
  • Du er simpelthen SÅ sej i din ærlighed.

    Men sig mig lige, hvor meget genetik tror du, der er i sådan en her?

    Jeg spørger af filosofiske grunde, vil gerne have en refleksion over det. Selv er jeg MEGET kvinde altså både fysisk og psykisk. Jeg indeholder alle de klassiske features (fordomme vil nogen sige) om, hvad det indebærer. PMS, former, et et udpræget følemenneske, har brug for en stærk mand, kan godt lide at give omsorg, bruger ALTID make up og er vist sådan lidt moragtig, generelt. Jeg tænker tit over, om det er et valg man tager eller om det hele måske er genetisk, så vores navigationsmulighed i det i virkeligheden er MEGET begrænset.

    Hvad tænker du om det?
blog comments powered by Disqus

See also:

159572 pages viewed, 54 today
66802 visits, 45 today
FireStats icon Powered by FireStats