Planeselskaberne hyler og skriger over at musik-pirateri går ud over deres indtjening og skyer intet middel for at genere alle de har en mistanke om downloader copyrightet musik. Jeg tror imidlertid ikke at pirateri er mere udbred nu om dage end det var før internettet eller den personlige computer. Pirateri foregik i stor stil i min barndom, dengang havde pladeselskaberne bare intet overblik over hvormeget af den slags der foregik og kunne derfor ikke se hvor ond det gjorde på regnskaberne. Tillad mig derfor at fortælle om hvordan vi gjorde dengang jeg var barn.
Jeg begyndte at interessere mig for musik da jeg var 9-10 år gammel, hvilket tager os tilbage til 1982/1983. Dengang havde jeg en lille kasettebåndoptager og en nogle kassettebånd som jeg havde fået et eller andet sted fra, jeg mener at jeg scorede blanke bånd fra mine forældre på det tidspunkt, da mine lommepenge gik udelukkende til slik (man har vel sine prioriteter). Disse blanke bånd kunne man fylde på flere måder.
For det første var der familie og venners pladesamlinger. Min mor har aldrig været den store musik-samler, men min far havde en del plader (singler og LP’er), som dog for det meste ikke lige var min smag (man må huske at jeg på det tidspunkt af mit liv synes at Melodi Grandprix var stort). Jeg kan huske jeg engang fik en blandet bånd fra en pige der passede os når mine forældre en sjælden gang skulle ud en aften. Men generelt var det sådan at ens forældre holdt op med at købe musik ca. samtidig med at man selv kom til verden, så både ens egne forældres samlinger og de andres forældres samlinger var jo noget forældede, og ikke lige noget for børn. Så det var ikke en specielt god metode.
Man kunne også låne musik på biblioteket. Men problemet med det var at man sjældent havde adgang til en dobbeltbåndoptager. Lige før CD’erne overtog markedet sidst i 80′erne/ i starten af 90′erne havde ethvert anlæg med respekt for sig selv minimum 2 båndoptagere og en hurtig-kopi-funktion så man komme overføre musik fra et bånd til et andet på rekord-tid. Men i starten af 80′erne var der ikke normalt 2 båndoptagere i en afspiller. Og det meste at det jeg interesserede mig for var på bånd (pladerne var mere voksen-musik). Det bibliotekerne havde var iøvrigt heller ikke særlig nyt.
Der var mere at hente via radioen. Enhver unge med respekt for sig selv havde et bånd klar i optageren så når yndlingssangen blev spillet i radioen kunne man næsten få det hele med hvis man var hurtig på “record”-knappen. Når båndet var fyldt havde man et mix-tape som man kunne spille når der ikke var noget godt i radioen. Denne form for pirateri blev meget nemmere da lokalradioerne kom, de levede meget af at spille det nyeste musik hele tiden, imodsætning til Danmarks radio hvis programflade var mere afbalanceret, og IMHO var det derfor de blev så populære (lokalradioerne, altså)
Man kunne også optage fra TV. Min far havde en båndoptager med indbygget mikrofon så hvert år sad vi musestille når der var melodi grand prix så vi kunne optage det ved at stille mikrofoenen foran fjernsynets højtaler. Båndene havde selvfølgelige de genkendelige klik hvergang en sang sluttede og startede og man kunne høre os hoste i baggrundet, men pointen var at man var klassens mest populære barn når man kom næste dag med et bånd med alle sangene så man kunne voldhøre dem indtil man kunne dem allesammen udenad (dengang måtte sangene ikke spilles eller udgives før det internationale melodi grand prix blev afholdt). Der var også god afsætning i optagelserne fra “Eldorado” som kom hver fredag og var det eneste musik-program i TV den uge.
Men den langt største kilde til musik var fritidsklubben. I fritidsklubben på Nivå Centralskole var der nemlig et “diskotek” i kælderen, som bestod af en dansegulv, og vigtigst af alt et anlæg med to pladespillere, en båndoptager og en masse single-plader. Klubben havde et budget til indkøb af musik som en gruppe af børnene havde rådighed over. En meget højtråbende dreng i gruppen var stor fan af Shaking Stevens så ham havde vi en del singler med. Men ellers var det en rigtig god pladesamling. Man kunne booke en tid i diskoteket, sætte sit blanke bånd ind i optageren og så ellers optage sit eget bånd med de sange man bedst kunne lide. Pirateri betalt af skatteborgerne. Mit absolutte yndlingsnummer var F.R David’s “Words” (som man kan se i fulde længde her).
Der var overhovedet ikke noget problem med at optage hinandens musik dengang. Det gjorde man bare. Det var endda tilladt at optage fra radioen “til eget brug”. Musik var en mangelvare og noget man delte hvis man havde det. Da vi blev lidt større og havde råd til at købe musik var det ikke uanede mængder man havde råd til. En plade kostede lidt under 100 kr, hvilket var hvad jeg fik i lommepenge om måneden midt i 80′erne og når der også skal være til slik så var det ikke hver måned man kunne købe en plade. Det var muligvis derfor vi var så ensrettede og alle hørte det samme: dengang var der simpelthen ikke råd til fejlkøb, ikke mulighed for at udforske nye generer og finde sin egen stil. Vores musik-kultur er, takket være internettet og P2P, meget rigere og mere varieret idag. Det kan så godt være at man ikke kan tjene så mange penge på det, men hvad er vigtigst? Kulturel mangfoldighed eller kapitalisme?
Popularity: 24% [?]
