En af de blogs jeg følger med i og som jeg burde sætte på min blogroll, er Overskriftens Underskift. For et par dage siden var der en post om en blogundersøgelse som nogle teologistuderende har lavet. Man kan deltage i blogundersøgelsen her. Man bliver spurgt til en hel masse om hvordan man blogger, og man kan tydeligt mærke at det de vil analysere sig frem til er om en blog kan betegnes som en bøn eller en religiøs oplevelse. Nu skal jeg ikke kunne sige at der ikke findes nogen blogs i verden der ikke fungerer som bøn, eller som et middel til at tale med afdøde. Men jeg har da godt nok aldrig set nogen. Jeg tror, som jeg tidligere har skrevet, at en blog kan være et godt terapeutisk værktøj for nogen. Det er sikkert, for nogen, en god måde at arbejde med sine følelser på. Men altså, helt ærligt. Man er altså meget forhippet på at religion og spiritualitet pinedød skal have en plads i den moderne verden hvis man foreslår at blogging er en ny form for bøn. Men hvilket kup at gøre hvis man på en eller anden måde får indlemmet blogs i det religiøse. Men jeg har bare lidt svært ved at se hvordan nyhedsblogs skulle fungere som noget religiøst? Eller hvad med teknik-blogs (som denne er sporadisk)? Er der ret meget bøn over det når jeg skriver om Ruby on Rails? Eller hvad med politiske blogs? Hvordan har de noget med religion at gøre?
En blog er en måde at kommunikere på. Den kan bruges til at kommunikere alle mulige budskaber. Sikkert også religiøs kommunikation. Jeg er jo ateist, så jeg skal ikke kunne sige det. Jeg synes bare det er for langt ude at tro at folk blogger af religiøse grunde. Og selvfølgelig er de i deres gode ret til at undersøge hvorfor folk blogger, men jeg synes bare de lægger rigtig meget bias på deres undersøgelse. Man kan næsten se konklusionen ud fra spørgsmålene. Og det irriterer mig at nogen stiller sådan en hypotese, og på den måde kaprer min opførsel og maser den ind i deres egen teori for hvordan mennesker er, så jeg håber at rigtig mange svarer på spørgeskemaet og får manet den i jorden.
Popularity: 10% [?]