I dag er det burma blogging dag. Bloggere over hele verden opfordres til at skrive noget om situationen i Myanmar. Man kan læse mere her. Danske bloggere har taget opfordringen til sig her og her.
Jeg vil gerne være med, men jeg ved ikke så meget om situationen. Det gør min bror til gengæld, og jeg bad ham om at gæste-blogge i dagens anledning. Det følgende er hvad han har skrevet. Hvis i synes det er spændende, må i meget gerne kommentere… jeg har opfordret ham til at blogge selv, så feedback ville være godt.
Jeg har rejst i Myanmar, og har et nært forhold til landet, så min søster fandt det naturligt at skrive til mig og gøre mig opmærksom på, at det var ‘Burma-blogging’-dag i dag. Jeg skrev følgende tilbage til hende:
Helt ærligt, jeg er lidt bange for det. Jeg har været i Myanmar på invitation af navngivne burmesere, jeg blev registreret som deres personlige gæst. Der er munke som har skrevet under på at jeg er en seriøs mediterende (til et dokument der giver mig gratis adgang til pagoder, hvor turister ellers betaler entré). Jeg kan forbindes med en masse mennesker i det land, og jeg aner ikke om det er en god eller en dårlig idé at jeg offentligt kritiserer Myanmar. Jeg har overvejet et læserbrev, men det er simpelthen strandet på, at jeg ikke selv kan gennemskue konsekvenserne eller manglen på samme.
…og jeg er godt klar over, at så har juntaen vundet. Men det tilkommer altså bare ikke mig, at beslutte mig for hvilke chancer jeg skal tage med andre menneskers liv og frihed.
Vær lykkelig!
Det var min umiddelbare reaktion. At jeg som dansker føler at jeg bliver nød til at censurere mine egne udtalelser er simpelthen for sørgeligt til at være sandt. Men efter at have tænkt over det, og skrevet med min søster, så har har besluttet mig for at skrive dette indlæg til hendes blog. Med dette indlæg vil jeg gerne fortælle jer om mt forhold til Myanmar, og lidt om baggrunden for, hvorfor jeg ikke ligger ansigt og navn til en kritik af en junta, som har gjort så meget ondt ved et land jeg elsker højt.
Jeg praktiserer Vipassana-meditation.
Vipassana er en meditationsteknik, som Buddha opdagede for 2.500 år siden. Det er en ikke-sekterisk teknik, som kan praktiseres i alle tidaldre, af begge køn, uanset etnicitet, seksualitet eller religiøse overbevisning (personligt er jeg skeptiker i lighed med min søster). Teknikken spredte sig til store dele af Asien, og gik siden tabt i store dele af Asien. Men selvom teknikken blev tabt for den brede befolkning, så har den overlevet i små lommer og er blevet videregivet igennem en lang kæde af lærere. En lang kæde af fortrinsvis burmesiske lærere. Det er en alt for lang historie til denne blog, men ultrakort fortalt kom teknikken til Myanmar for over 2.000 år siden, spredte sig i befolkningen, forvandt fra befolkningen, blev bevaret i klostrene og gik fra munk til munk i århundreder indtil man i starten af 1900-tallet begyndte at undervise lægfolk i stort tal igen. En af de lægfolk var en simpel burmesisk bonde, som bl.a. underviste en burmesisk embedsmand. Den burmesiske embedsmand underviste bl.a. en lokal forretningsmand af indisk afstamning. Og det lykkedes forretningsmanden at få et visum til Indien (til gengæld for at skulle afsværge sit burmesiske statsborgerskab og alle sine jordiske ejendele i Myanmar), hvor han i 1997 underviste mig.
For 10 år siden var jeg et rodløs og rastløs menneske, som de fleste folk i starten af 20′erne. Jeg havde eksperimenteret med stoffer, involveret mig i autonome gadekampe, siddet i fængsel en enkelt gang, og var egentlig godt og grundigt i gang med at fucke mit liv op. Der findes mange måder at modnes på. De fleste vilde unge bliver ansvarlige voksne på den ene eller anden måde. Vipassana er ikke den eneste sande vej til ultimativ frelse. Vipassana er bare min vej. Da mit liv var allermest rodet, og allermest mørkt så var det Vipassana som gjorde en forskel. Vipassana gav mig en større forståelse af hvem jeg er og hvad der er godt for mig selv, og Vipassana gav mig nye etiske overvejelser. Jeg lagde rusmidlerne på hylden, jeg blev vegetar, jeg satte mål for mit liv, jeg tog en uddannelse, jeg lavede meningsfyldt frivilligt arbejde. Jeg blev gladere for mit liv. Det er jeg dybt taknemmelig for. Denne taknemmelighed er først og fremmest rettet mod burmesere. Jeg skylder Myanmars munkeorden en stor tak for at have bevaret denne teknik i årtusinder.
Et smukt princip i den tradition jeg mediterer i er at alle kurser tilbydes på donations-basis, og vi har ingen lønnede medarbejdere (hverken lærere, organisatorer eller andre får løn). Derfor har jeg valgt at udtrykke min taknemmelighed og ‘betale tilbage’ ved at bruge min tid og kræfter på at gøre Vipassana tilgængeligt for andre interesserede. Jeg har været med til at organisere adskillige Vipassana-kurser i Danmark, og jeg har valgt at tjene til dagen og vejen som sæonarbejder, så jeg har mulighed for at dedikere meget tid til ophold på meditationscentre, hvor jeg skærer gulerødder, passer telefoner, planter blomster, rydder sne, vasker op eller hvad der ellers skal til for at give andre mennesker muligheden for at lære denne teknik at kende. Nogle menneskers store livsprojekt er deres erhvervskariere. Nogle menneskers store livsprojekt er deres børn, børnebørn m.m. Mit store livsprojekt er at praktisere Vipassana, og give andre mennesker der måtte være interesserede mulighed for at gøre det samme.
Som en del af det projekt har jeg haft mulighed for at rejse til Myanmar. Jeg vælger at udøve selvcensur i forhold til hvor og hvornår det skete. Jeg rejste uden et normalt visa, jeg var personlig gæst af lokale beboere men det blev indrapporteret til regeringen, både lokale munke og lokale borgere kan forbindes med mig. Så den slags detaljer må i være foruden.
Det var en fantastisk tur. Uanset hvor jeg vendte blikket hen, så blev jeg oversvømmet af taknemmelighed. Vi var en gruppe der besøgte min lærers barndomshjem og spiste med hans søn. Vi besøgte det meditationscenter hvor min lærer blev undervist af hans lærer. Vi besøgte den bondegård, som min lærers lærers lærer (‘oldefar’) indrettede til et meditationscenter, samt adskillige klostre og pagoder. Alle de steder jeg kom frem har folk i århundreder lavet et stille, roligt og nøjsomt arbejde for at bevare en teknik, som nåede mig for lidt over 10 år siden og har gjort så stor en forskel i mit liv. Jeg får glædestårer i øjnene, når jeg tænker på hvad jeg skylder disse prægtige mennesker. Overalt mødte jeg enorm gæstefrihed og respekt fra de lokale. Flere steder i fattige områder satte vi os til at meditere, hvor tidligere led i kæden af lærere havde mediteret. Hver gang blev meditationen afbrudt af lokale, som ville vide hvonår vi var færdige med at meditere, så de kunne have et måltid parat til os. De lokale insisterede altid på at gøre plads til de ‘ærværdige gæster’ på flod-færger, busser m.m. De lokale insisterede på at vi kom gratis ind på steder hvor turister ellers normalt betaler entré, fordi vi var mediterende der var kommet langvejs fra, og vores tilstedeværelse var en ære for stedet. Ikke en eneste gang oplevede vi at blive opkrævet overpris på restauranter, i taxier eller lignende, hvilket ellers er normal praksis i fattige lande (vi besluttede os hurtigt for at lade drikkepengene sidde løst under turen). Jeg har set store dele af verdenen, intet sted er jeg blevet behandlet bedre end i Myanmar.
Og det gør det endnu mere sørgeligt at Myanmar er plaget af den forfærdelige junta. Og det piner mig at se hvad der er hændt i Myanmar de seneste uger. Myanmars befolkning er kloge, arbejdssomme mennesker, Myanmar har adgang til naturlige ressurser, tømmer, fiskeri m.m., Myanmar er en stor fantastisk turist-attraktion. Der er ingen grund – overhovedet ingen grund – til at Myanmar vedbliver at være et fattigt land, mens resten af Asien har oplevet et økonomisk boom over de seneste årtier. Der er ingen grund til at juntaen styrer landet hårdt, for Myanmars befolkning er intelligente og tolerante mennesker, en befolkning som man sagtens kunne overlade magten til (faktisk er folkets tolerance juntaens styrke, det er svært at lave revolution, hvis man ikke er pisse-fucked-up-rasende).
Jeg har ikke nogen konklusion. Jeg ved ikke, hvad jeg som dansker kan gøre for at afhjælpe situationen i landet. Men hvis jeg har gjort lidt ved at fortælle min historie, og bevare fokus på Myanmar, så har jeg gjort noget. Jeg har stadigvæk kun gjort lidt, men jeg har gjort noget.
P.S.: Det undrer mig egentlig at medierne ikke fortæller, hvorfor det kun er munke vi ser i gaderne, og ikke nonner. For en god ordens skyld; nonne-ordnen og munke-ordnen har historisk set været to seperate ordener, hvor kun en munk kan optage en munk i munkeordenen, kun en nonne kan optage en nonne i nonne-ordenen. Nonne-ordenen er simpelthen uddød. Mange kvinder vælger at blive novicer på livstid. Novice er en slags forstadie til at være nonne, hvor man kan prøve nonne-livet i en begrænset periode, dvs. de øver sig på at blive nonner, efterlever de samme regler, men mangler titlen af nonne (bhikkuni), nonne-uniformen (novicer har deres egen uniform) og den formelle optagelse i nonne-ordenen. I nogle lande er der oprettet nye nonne-ordener, men Myanmar er meget traditionelle på det punkt, og de fleste mener at det er bedre at være novice på livstid og efterleve alle nonnernes regler fremfor at melde sig ind i en nonne-orden, som ikke er grundlagt af Buddha. Så det er altså baggrunden.
Popularity: 10% [?]
